Brugerdreven innovation
Brugerdreven innovation er – i følge erhvervs- og byggestyrelsen – et tværfagligt felt, som samler en række forskellige metoder og værktøjer fra blandt andet psykologi, antropologi og design.
Det er for eksempel brugerdreven innovation, når antropologer studerer børns leg og opnår ny viden, der bruges til udvikling af produkter eller indretning af legearealer, som fremmer børns udfoldelsesmuligheder. Eller når designere og ingeniører afprøver produkter eller ydelser sammen med de tiltænke brugere og afdækker viden, de i fællesskab kan bruge til at nytænke mobiltelefoner, svejseapparater, hospitalsfaciliteter, offentlige kontorer og meget andet. En anden form for brugerdreven innovation er, når virksomheder og institutioner inddrager deres mest avancerede brugere af eksempelvis computerspil, biler eller hjælpemiddeludstyr i udviklingsprocessen og ved hjælp af dem bliver i stand til at udvikle produkter, der er på forkant med udviklingen.
Innovationer, der på den måde tager afsæt i brugernes erkendte og ikke-erkendte behov, er mere træfsikre og har større chancer for opnå succes og øget tilfredshed blandt brugerne, netop fordi de er målrettet reelle behov.
I brugerdreven social innovation inddrages brugerne ofte i innovationen igennem fokusgrupper, observationer, fælles idéudvikling og igennem brugerorganisationerne.
Vi arbejder i ‘Sociale opfindelser’ med at udvikle og afprøve nye metoder til brugerdreven innovation.





